Thomas Dybdahl og De Eneste To er første navne til den anden udgave af den århusianske festival
Anden udgave af Northside Festival afvikles i Århus til juni, og nu er folkene bag klar med de to første navne til plakaten. Det drejer sig om norske Thomas Dybdahl og den nye danske duo De Eneste To, der dermed åbner ballet for offentliggørelser til festivalens program.
Samtidig forlyder det, at man har valgt at udskyde åbningen af billetsalget med en uge. Ifølge arrangør Brian Nielsen skyldes det, at man ønsker at få de sidste detaljer på plads omkring området, hvor årets festival skal afvikles. Første udgave af festivalen blev afviklet på Tangkrogen, men på grund af udstillingen Sculpture By The Sea er området ikke ledigt i år. Derfor var meldingen, at man til næste år ville lægge festivalen på Vestereng, hvor blandt andet Grøn Koncert holder til.
Men nu forlyder det, at man arbejder på at sætte festivalens anden udgave op på en helt tredje lokation, og ifølge Brian Nielsen er brandmyndighederne i dag i gang med at "skridte området af for at kunne komme med et kapacitetstal". Her vil man desuden kunne holde åbent længere end på Vestereng, og man vil heller ikke ligge under for de samme lydmæssige restriktioner som på pladsen, der ligger lige ved siden af Skejby Hospital. Nærmere kommer han dog ikke, hvor han håber, at Northside Festival 2011 vil kunne blive afviklet.
Det er blevet meldt ud af festivalens side, at man i år vil gå fra kun at have danske navne til at have en mere international profil, og man kan sige, at man med offentliggørelsen af Thomas Dybdahl har taget første skridt. Men det loves samtidig, at man inden længe vil kunne offentliggøre de første større udenlanske navne til programmet.
Billetsalget til Northside Festival 2011 sættes i gang mandag 13. december klokken 10:00, og festivalen vil blive afviklet i Århus i dagene 11.-12. juni 2011.