Nyhed

Ozzy til Smukfest

"The Prince Of Darkness" er første navn på plakaten til Danmarks Smukkeste Festival 2011

Når Danmarks Smukkeste Festival bliver afholdt i august næste år, vil det ikke udelukkende være i skyggen af solbeskinnede grønne bøgetræer, for mørkets prins kommer nemlig et smut forbi. Ozzy Osbourne er således første navn på plakaten til Danmarks Smukkeste Festival 2011, når festivalen løber af stablen fra den 10. til den 14. august 2011 i Skanderborg.

Festival-arrangørerne skriver i en pressemeddelelse, at det er et af deres mangeårige musikønsker, der er gået i opfyldelse. Osbourne, der var en af medgrundlæggerne til heavy metal som genre, har igennem sin mere end 30 år lange karriere solgt millioner af album og spillet utallige koncerter verden over, og han står bag en lang række rock-klassikkere af den hårde slags.

Det seneste album fra Ozzy Osbourne, "Scream", udkom i juni, og albummet røg ind på salgslistens Top ti i 13 lande, heriblandt USA, Australien, Canada og Tyskland - ligesom det fik fire stjerner her på GAFFA. Osbourne var seneste forbi dansk jord i august, hvor prinsen var forbi Messecenter Herning. Her gav GAFFAs anmelder Rebecca Thuesen fem stjerner for Osbournes koncert, og hun skrev:


"Det kan godt være, mammutten er uddød, men denne mastodont ser ud til, at den vil fortsætte sin trampen en tid endnu, og det skal den have tak for. Han afslutter med ordene: "Jeg elsker jer", og så længe han gør det, er der med garanti også folk, der vil møde trofast op, også undertegnede."

Du kan nu selv vurdere, om du er enig, når Ozzy Osbourne giver koncert på Danmarks Smukkeste Festival 2011, der løber af stablen fra den 10. – 14. august 2011. Billetsalget er startet, og de kan erhverves via GAFFA Live.

ANNONCE