Nyhed

Søren Huss i rørende musikvideo

Musikvideoen til nummeret "Du Er" fra albummet "Troen & Ingen" er nu tilgængeligt på GAFFA TV

På GAFFA TV kan du nu se Saybia-forsanger Søren Huss' musikvideo til nummeret "Du Er" fra solodebutalbummet "Troen & Ingen", der udkom tidligere i år.

Hovedrollerne i musikvideoen bliver spillet af Sonja Richter og Søren Huss, og den foregår i en bil, hvor en skiftevis grædende/grinende Sonja Richter filmes, indtil hun til sidst forsvinder - hvorefter Søren Huss pludselig er tilbage alene i bilen.

Musikvideoen afspejler den hudløse ærlighed, der også præger Søren Huss' album "Troen & Ingen" - idet han på tragisk hvis mistede sin kæreste og mor til deres datter ved en højresvingsulykke i 2007.


Musikvideoen er instrueret af instruktøren Nicolo Donato, der blandt andet instruerede filmen "Broderskab", og filmen foregår på bagsædet af en Rolls Royce Silver Shadow.

"Troen & Ingen" gik direkte ind som nummer et på albumhitlisten, samt på iTunes. Albummet har således solgt guld, og det blev blandt andet kåret som nummer to på GAFFAs egen årsliste over danske album fra 2010.

Desuden optræder Søren Huss ved GAFFA Prisen 2010, der bliver uddelt på onsdag den 15. december i Bremen i København, ligesom han vil optræde til P3 Guld den 14. januar næste år. I foråret står Søren Huss desuden klar med en længere Danmarksturné, der går i luften den 3. marts i Nyborg.


Se den smukke musikvideo til "Du Er" herunder:

ANNONCE