Nyhed

Cobains datter debuterer på plade med siamesiske tvillinger

Frances Bean Cobain går nu i faders fodspor. Hun synger kor på albumdebuten fra den spektakulære duo Evelyn Evelyn.

Den melankolske rockmusiker Kurt Cobains 17-årige datter Frances Bean Cobain medvirker på Kansasgruppen Evelyn Evelyns debutalbum, der udkommer til marts, skriver The Guardian. Med inde over er også guitarist Jason Webley og Amanda Palmer fra Dresden Dolls. En gruppe, der beskriver sig selv som en "(Bertolt) Brechtsk Punk Carbaret," og det er netop helt i tråd med Evelyn Evelyns niche.

Duoen består nemlig af de siamesiske søstre Evelyn og Evelyn Neville. De optrådte for første gang i Dillard and Fullerton's Traveling Circus i 1996, og det var her, de fik smag for underholdningsbranchen. Og de to må siges at leve et noget alternativt kendisliv; de deles nemlig om tre ben, to arme, tre lunger og én fælles lever.

Pigerne fik via MySpace kontakt til guitarist Jason Webley og Dresden Dolls-frontkvinden Amanda Palmer. Begge blev de meget begejstrede for det uadskillelige makkerpar, og i 2007 udkom så den limiterede ep, "Elephant Elephant." Nu kommer albummet, der er sat til at være ude 30. marts i år, og indeholder kor fra Cobain, Weird Al Yankovic, Tegan & Sara og My Chemical Romance-forsanger Gerard Way.


ANNONCE