Nyhed

Dalton forlænger Danmarksturnéen

Den gendannede, garvede rocktrio tilføjer 21 sommerdatoer

Dalton, der gjorde comeback i november sidste år med deres kun andet album "Tyve-Ti", har forlængst udsolgt deres vinter-/forårsturné, som i øvrigt starter i aften og løber frem til 20. marts i de store byer over hele landet. Ikke uventet skal trioen spille på en helt række sommerfestivaler - i alt tæller deres sommerturné hele 21 stop med start den 14. maj i Tivoli i København.

Det er 17 år siden, at Dalton sidste spillede sammen og i mellemtiden har Lars Lilholt, Allan Olsen og Johnny Madsen forfulgt hver deres relativt succesfulde solokarrierer som finurlige, dansksprogede troubadourer. Men det skulle vise sig at være en helt god idé at gendanne trioen, for "Tyve-Ti" har allerede solgt dobbeltplatin med 60.000 eksemplarer. Selvom albummet først udkom i midten af november 2009, så blev det alligevel det sjettemest solgte album sidste år.

Successen kommer selv om vores anmelder, Jan Opstrup Poulsen, kun delte sparsomme tre stjerner til "Tyve-Ti": "Det er jysk folkrock, så det basker, men uden de tre solisters skarpe kanter. Tyve-Ti er musikalsk forbrødring. I sangene smiler de tre herrer derfor pænt til hinanden. Det er rigtig hyggeligt, og rigtigt velspillende, men lidt uforståeligt, at de ikke spiller mere op til hinanden."


Den lune trio optrådte sammen for første gang efter gendannelsen til DR's Store Juleshow i Ålborg i december. Tidligere har vi her på sitet fortalt, at Dalton har arrangeret en ekstrakoncert på Tobakken i Esbjerg den 14. marts. Her planlægger gruppen at optage koncerten med henblik på en tv-optagelse og en eventuel senere dvd-udgivelse fra deres 2010-aktiviteter.

Med sig på scenen har Dalton Knud Møller på guitar, Nicolai Land på bas, Henrik From på trommer og H.C. Roeder på keyboards.

Sommer 2010:


14.05 København, Tivoli

22.05 Vostrup stadion

27.05 Odense, Den Fynske landsby – UDSOLGT !


28.05 Rock i Frederikshavn

29.05 Jelling Festival

05.06 Skælskør, Rod i Rocken


11.06 Nordals Musikfestival

12.06 Harboør, Haze Over Haarum

19.06 Holstebro, Rock i Holstebro


24.06 Horsens, Rock i lunden

25.06 Thisted, Thyrock

26.06 Nordenskov, Owen Luft - UDSOLGT !


26.06 Haderslev, Kløften Festival

01.07 Nibe Festival

02.07 Skagen Festival


03.07 Ringkøbing, Rock i Ringkøbing

24.07 Samsø Festival

31.07 Rudkøbing, Langelandsfestival


07.08 Kalundborg Rocker

14.08 Brande, Sensommer Rock

24.08 Randers, Teltet


Find billetter via Dalton på GAFFA Live.

ANNONCE