Nyhed

Lotte Andersen albumdebuterer med egne sange

Den danske skuespiller- og sangerinde udgiver sit første album kaldet "Hjemmefra"

Når Lotte Andersen sender sit første album på gaden, er det med en masse erfaring i bagagen, som vokalist i diverse teaterforestillinger og tv- og filmproduktioner, og selvom mange nok vil forbinde hendes navn med film som "Happy Day" og "Nattevagten", har Lotte Andersen ofte givet prøver på sit sangtalent i forestillinger som "Gasolin", "Come Together" og "Snedronningen".

Der skulle dog gå en del år, før det var hendes egne tekster, hun lagde stemme til. Inspirationen til det kommende album blev blandt andet affødt af samarbejdet med bassist, komponist og kapelmester Torben Westergaard, som Lotte Andersen fra 2008 begyndte at optræde med. Samspillet mellem de to åbnede op for nye idéer hos Andersen, og sangene til "Hjemmefra" begyndte at tage form. Melodierne blev i starten til i samarbejde mellem Lotte Andersen og Torben Westergaard. Senere tog sangerinden selv over, og teksterne er Andersens egne.

Lotte Andersens tekstunivers er ifølge en pressemeddelelse befolket af mennesker og dyr, der lever mellem to verdener, og i det hele taget kredser sangene om mødet med det fremmede. På lydsiden hentes der inspiration fra pop, blues og country, og udover Torben Westergaard, bakkes Lotte Andersen op af guitarist Søren Bigum (Peter Sommer), Jonas Berg (Swan Lee, Caroline Henderson) og Bjørn Jønsson (Tamra Rosanes).


"Hjemmefra" udkommer d. 17. maj.

ANNONCE