Nyhed

Nyt album på vej fra Jesse Malin

Den amerikanske sanger og sangskriver sætter datoen for sin nye udgivelse med sit nye band

Den produktive amerikanske rockmusiker Jesse Malin afslører på sin MySpace-side detaljer om sit kommende album, som han netop har sat det sidste punktum for sammen med sit nye band The St. Marks Social. Albummet, som kommer til at hedde "Love It To Life", er på gaden den 27. april, og vil være tilgængelig på vinyl, cd og digital download.

Albummet er produceret af Ted Hutt, der har stået for produktioner for blandt andre The Gaslight Anthem. Samarbejdet med Hutt kom ifølge Malins Myspace-profil op at stå en sen aften på en bar, hvor de to herrer havde indtaget lidt for meget alkohol. Hutt ønskede at producere et album for Malin, som førte tilbage til hans mere punkede fortid (Heart Attack, D Generation). De fleste af albummets sange er indspillet i Mission Studios i Brooklyn, og resten er indspillet i Sonic Youths Think Tank Studios i Hoboken. "Love It To Life" bliver Malins sjette fuldlængde album i rækken, men det første i samarbejde med The St. Marks Social.

Det næstsidste album fra Malins hånd - coveralbummet "On Your Sleeve" fra 2008 - var gennem GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen kritiske pen. Albummet fik sig kun hevet sig op på to stjerner, og om pladen skrev anmelderen blandt andet:


"Det er egentlig imponerende, at man kan forvandle så meget Chanel til shit, som for eksempel de benhårde Ramones' Do You Remember Rock 'n' Roll Radio?, der her lyder som en børnefødselsdag. Det eneste gode ved denne plade er det, at den giver én lysten til selv at støve pladesamlingen af og dykke ned i rillerne med det originale rock-guld, og det skal Malin da ha' tak for".

Malin forklarer dog også på sin Myspace, at han har været inde i en drøj periode i sit liv, som han dog er nået forbi nu. Lad os håbe på bedre tider nu, hvor han har allieret sig med The St. Marks Social.

Det nye album med den meget optimistiske titel "Love It To Life" er som sagt på gaden den 27. april, og det bliver spændende at se, om Malin i samme anledning tager på en Europaturné med sit nyerhvervede band.


 

ANNONCE