Efter en deroute sammen med konen har Pixies-frontmanden igen pudset sit gamle pseudonym af til en ny udgivelse
I tråd med sit navn, og sit image generelt, har vi netop modtaget en særdeles sort pressemeddelelse fra Black Francis, der har gode nyheder til sine fans: Der kommer et nyt studiealbum til april, med ti nye sange fra hans hånd, samt et covernummer af Flying Burrito Brothers' "Wheels". Den bizarre - og højst sandsynligt ikke helt sande - historie om tilblivelsen af albummet, er inkluderet i pressemeddelelsen, og den lyder som følger:
"Jeg har endelig fået en gammel guitar i min besiddelse, som nogen gav mig på en natklub i San Francisco for et stykke tid siden. Eric Drew Feldman har passet på den for mig, der på Haight Street. Han overbeviste mig om, at den så fed ud (den var sort), og at den var blevet givet en godgørende ånd. Hver eneste gang jeg tog den op, kom der en dejlig akkord ud, og derfor rensede jeg den kærligt med rødvin i mit omklædningsrum den følgende aften, og begyndte at skrive. Jeg sagde til min tour-manager, at vi ville køre direkte til et studie i Los Angeles i min Cadillac (og gad han booke et studie, nå ja, og en trommeslager?) fra koncerten i San Luis, Obispo [...]. Alt skete efter planen, og vi indspillede de første sange ud på natten, over de næste par dage, hvorefter vi rykkede videre til et hjemsøgt studie i London, og Eric Drew Feldman sluttede sig til os [Francis og guitaren, red.], og vi gjorde pladen færdig i St. Johns Wood. Som nævnt var studiet hjemsøgt, og jeg skrev flere sange i stearinlysenes skær i studiets lokaler, sov meget lidt, og følte først behovet, for at komme væk derfra på den sidste aften. Ånderne havde ellers ikke generet mig, de havde kun givet mig en smule dramatisk moralsk støtte, men jeg blev informeret om, at nu havde de hørt mere end nok, og at det var tid til, at jeg rykkede videre. I øvrigt skulle jeg også spille koncert i Irland."
Det nye album kommer til at hedde "NonStopErotik", er som antydet ovenfor produceret af Eric Feldman og Black Francis, og udkommer i Danmark mandag den 5. april. Han tager på en Australien/USA-turné, men det ser ikke ud til, at der er planer om en europæisk turné i den nære fremtid, ligesom der endnu ikke er sat dato på en eventuel forudgående single.
Seneste udgivelse fra Charles Michael Kittridge Thompson IV aka Frank Black aka Black Francis var pladen "Petit Fours", der blev udgivet i 2009 i samarbejde med hustruen Violet Clark og udsendt under navnet Grand Duchy. Dermed følger "NonStopErotik" nærmere op på Black Francis ep'en "Svn Fngrs" fra 2008.