De belgiske brødre vender tilbage til Danmark til sommer for at spille på Skive Festival
Brødrene Stephen og David Dewaele startede deres karriere i gruppen Soulwax, men i de senere år er det, som om deres fokus i højere grad har ligget på dj-duoen 2 Many DJs, der gæstede Århus i februar. Nu vender de tilbage til Danmark, og denne gang er det for at spille til Skive Festival.
Duoen er netop blevet offentliggjort som et af hovednavnene i festivalens elektroniske telt, hvor navne som Eric Prydz og Sander Van Doorn også skal vende plader. Offentliggørelsen er en del af festivalens satsning på dj-siden, og i samme ombæring spiller de yderligere tre navne.
Det drejer sig om danske Kato, der har fire Danish Deejay Awards hjemme på hylden og ud over at have remixet for L.O.C. og Infernal er han også snart klar med sit debutalbum "Discolized", der blandt andet indeholder hittet "Turn The Lights Off". Derudover er kroatiske Natalia Narbin og aalborgensiske Noir også med i denne omgang tilføjelser.
Disse navne kan sammen med hovednavnene Green Day og Rammstein opleves i dagene 2.-5. juni til Skive Festival.
Se hvordan det gik, da GAFFA mødte 2 Many DJs på Train i Århus på GAFFA.TV.