Nyhed

Rickie Lee Jones til Århus Festuge

Den amerikanske sangskriver får følgeskab af Claus Hempler, når begge skal give solokoncerter på Aarhus Teater

Sidst Rickie Lee Jones gæstede Århus blev hun kritiseret for at have medbragt et mindre end fremragende band til at hjælpe hende med at fremføre materiale sin mere end 30 år lange karriere. Derfor er der sikkert en del, der vil sætte pris på at hun til august som en del af Århus Festuge dukker op på Aarhus Teater alene for at give en solokoncert.

Her skal sangskriveren præsentere sange fra sine femten studieudgivelser, hvor den seneste, "Balm in Gilead", udkom i november sidste år. I en femstjernet anmeldelse af Ivan Rod blev pladen kaldt noget af det bedste, der er kommet fra Rickie Lee Jones' side i adskillige år, og den blev sammenlignet med debutpladen fra 1979.

Rickie Lee Jones får denne aften følgeskab af Claus Hempler, der også vil spille en solokoncert. Den tidligere Fielfraz-sanger har indtil for nylig kunnet opleves i forestillingen "Teaterkoncert Bob Dylan", der får repremiere på Aarhus Teater 20. august. Men denne aften er han på scenen med sine egne sange.


Både Rickie Lee Jones og Claus Hempler kan opleves på Aarhus Teater 29. august, og billetter kan købes via Billetten.dk nu fra et endnu ikke offentliggjort tidspunkt.

ANNONCE