Nyhed

Leonard Cohen arbejder på nyt album

Der loves helt nyt materiale fra den legendariske poet

75-årige Leonard Cohen blev for fem år siden tvunget ud af sin planlagte pension, da hans manager gennem mange år, Kelley Lynch, skulle have haft fingrene i hans opsparing, og støvsugede den for omkring fem millioner dollars. Cohen sagsøgte Lynch, der blev kendt skyldig, og dømt til at betale Cohen ni millioner dollars i erstatning, men eftersom hun har bestemt sig for at ignorere det hele, ser det ikke ud til, at Cohen nogensinde får pengene at se. Derfor påbegyndte han i 2008 en uhørt omfattende turné på indtil videre mere end 190 gennemførte og planlagte koncerter for at få nogle meget tiltrængte penge i banken, og nu kommer der også snart et nyt album fra hans side.

Det meste af materialet til den kommende plade blev færdiggjort, inden Cohen tog på turné i maj 2008, mens en enkelt sang blev skrevet under turnéen. Han lover i et interview med Rolling Stone, at der vil være ti eller elleve nye sange på albummet, og at han selv påtager sig rollen som producer. Han har arbejdet på sangene med sin kæreste Anjani, og med Sharon Robinson, der har været hans trofaste samarbejdspartner i lang tid.

Studiealbummet bliver hans første siden udgivelsen af "Dear Heather" i 2004, og det eneste, Cohen kan sige om lydbilledet er, at det er "godt, håber jeg". Han udtaler også til Rolling Stone, at pladen "om Gud vil, er færdig til næste forår".


Hvorvidt Leonard Cohen har tænkt sig at lufte nogle af de nye sange, når han besøger Danmark til august, er uvist. Han besøger Engen Fruens Bøge i Odense den 14. august, og der har længe været udsolgt til den koncert.

ANNONCE