"/\/\ /\ Y /\" udkommer 12. juli med produktion fra blandt andre Diplo og Sleigh Bells
Der er intet som et par raske småskandaler, der kan få albumsalg til at stige, og snart skal det vise sig, om M.I.A.'s seneste chokerende musikvideo samt offentlige harme over den amerikanske journalist Lynn Hirschberg vil bære kommerciel frugt. Den 12. juli udkommer hendes nye album "/\/\ /\ Y /\" nemlig, og den britiske musikers pressefolk er ikke sene til at gribe fat i kontroverserne:
"Det er nok de færreste, der har overset den kontroversielle Romain Gavras-instruerede kortfilm til den Suicide-samplende 'Born Free', P3-favoritten 'XXXO' og den verbale krig, der helt offentligt har verseret mellem M.I.A. og en vis New York Times-journalist," lyder det i pressemeddelelsen fra M.I.A.'s pladeselskab.
Dernæst får vi at vide, at M.I.A. har samarbejdet med Rusko, Blaqstarr, Switch, Diplo og Derek Miller fra Sleigh Bells på "/\/\ /\ Y /\" - en titel, der blot er en stiliseret udgave af sangerindens kaldenavn "Maya". Albummet har ligget et par uger på nettet i en lækket udgave, og flere internationale medier har allerede anmeldt pladen. Ifølge magasinerne Spin og Clash, der begge giver den topkarakter, er M.I.A. lige så politisk hårdtslående som altid og fyrer blandt andet disse linjer af på nummeret "Lovalot": "Like a Taliban trucker eatin' boiled-up yucca/get my eyes done like I'm in the burka/like a hand-me-down sucker throwin' bombs out at Mecca"
Det skal blive interessant, når "/\/\ /\ Y /\" udkommer den 12. juli.
Indtil videre kommer den foreløbige trackliste her.
The Message
Steppin' Up
XXXO (med produktion af Rusko)
Teqkilla
Lovalot
Story To Be Told (med produktion af Rusko)
It Takes A Muscle
It Iz What It Iz
Born Free (med produktion af Diplo og Switch)
Meds And Feds
Tell Me Why (med produktion af Diplo)
Space





