Det længe varslede andet udspil fra århusianerne kommer til efteråret
Electrorockerne i Marvel Hill fik i 2007 god medvind, da de udgav debutpladen "Heartless Is More", og på dette tidspunkt sidste år annoncerede de deres andet studieudspil, der var sat til at udkomme det efterår. Toeren har imidlertid ladet vente på sig, og det eneste der var at høre fra den, var singlen "Kiss/Bite", der udkom den 22. juni. Nu er der så endnu en gang annonceret en forløbende single, samt et forsigtigt bud på hvornår albummet udgives.
Den nye plade har ikke fået en titel endnu, men den første single, "Now You Know", blev sendt ud i starten af maj måned, og er på playlisten på P3. Den giver en god idé om, hvad Marvel Hills lyd har udviklet sig til. Bandet selv fortæller i pressemeddelelse om deres nyfundne udtryk, der er langt mindre elektronisk orienteret, men til gengæld mere organisk, storladen, drømmende og optimistisk. I det hele taget skulle lyden være blevet meget mere koncentreret; det poppede er blevet mere poppet, det voldsomme mere voldsomt, det storladne mere storladent og den stramme kompostion fra tidligere har viget plads for noget mere levende og flydende. De tilføjer:
"Vores mål har været at gøre os selv tilfredse, og det har måske i virkeligheden gjort pladen mere tilgængelig, end "Heartless Is More" egentlig var. Der var nogle frustrationer og en vrede, der gav den indebrændthed, som vi er kommet væk fra."
En konkret udgivelsesdato er ikke kommet på bordet, men albummet skulle være på hylderne engang til efteråret. Singlen "Now You Know" kan købes som download, og Marvel Hill giver koncert på Danmarks Grimmeste Festival, der finder sted fra torsdag den 29. juli til lørdag den 31. juli. Billetter kan endnu købes via GAFFA Live.