De finske power-metallere har nu for alvor begyndt arbejdet på efterfølgeren til det storsælgende "Dark Passion Play"
Tuomas Holpainen, der er sangskriver og primus motor for det finske symfoniske power metal-band Nightwish, har netop afsluttet præ-produktionen af demoen til bandets næste album. Ifølge Blabbermouth vil bandet mødes mellem juli og september for at øve materialet op og lave de sidste finpudsninger, før de skal i studiet i efteråret. Bandet regner med, at indspilningerne vil strække sig ind i foråret 2011, og at albummet vil lande i butikkerne i september 2011. Der er endnu ingen informationer omkring sangtitler eller lignende.
Bandet skabte masser over overskrifter, da de fyrede den karismatiske sanger Tarja Turunen tilbage i 2005, og erstattede hende med svenske Anette Olzon, som fik sin albumdebut med bandet på 2007-udgivelsen "Dark Passion Play". Turunen har siden haft en del succes som soloartist og udgivet flere albums. Den nye sangerinde Anette Olzon har dog også haft travlt. Hun har ved adskillige lejligheder optrådt med The Rasmus og Mustasch, og for tiden arbejder hun på sit første solomateriale sammen med Martinus Spierenburg (Within Temptation) og Fredrik Bergh (Bloodbound).
Olzon skulle have lavet et soloalbum tidligere, men fandt til sin egen overraskelse ud af, at hun var blevet gravid med sin kæreste Johan Husgafvel, der til daglig spiller i det svenske industrial metal band PAIN. Graviditeten skulle dog ikke have nogen indflydelse på Olzons fortsatte medvirken i Nightwish.
Hun siger i et interview med rytmi.com: "Jeg skal til Finland så snart som muligt og begynde at øve med drengene [Nightwish] efter jeg har født. Så arbejder vi sammen på de nye sange nogle uger. Derefter begynder indspilningerne, og i den proces indspilles alle instrumenter, orkesterdele og kor altid før min vokal, så jeg har ikke de store forpligtigelser i efteråret, selv om jeg selvfølgelig vil komme forbi i ny og næ for at se, hvordan processen går. Indspilninger med mig kommer ikke til at ske før i 2011."
Med hensyn til kommende turnéer forklarer Olzon, at man kan komme langt med planlægning. "Den sidste turne var for intens, og vi har besluttet os for at tage det lidt mere roligt denne gang. Både faren og en barnepige vil tage sig af barnet, når jeg skal på turne, det har virket før", slutter Olzon og refererer til den sidste turne, hvor Olzons søn fra et tidligere ægteskab blev passet på lignende vis.