Folkrockerne spiller i Århus og København til august
Så er der mulighed for at opleve en jordomrejse på øverste etage, når det amerikanske band Shearwater kommer til Danmark i august. Det var i hvert fald sådan, at GAFFAs anmelder beskrev gruppen, da de udgav deres sidste album, "The Golden Archipelago", i februar.
Gruppen startede i 1999 som et samarbejde mellem de to Okkervil River-medlemmer Will Sheff og Jonathan Meiburg, som gerne ville have et sted, hvor de kunne spille den musik, der ikke passede ind i Okkervil-stilen. Siden har Sheff forladt Shearwater for at koncentrere sig om Okkervil River, mens Meiburg er gået den modsatte vej og nu kun er medlem af Shearwater. Bandet er i mellemtiden blevet udvidet med Meiburgs ekskone, Kimberly Burke, på bas samt trommeslager og percussionist Thor Harris, der blandt andet har spillet med Devendra Banhart.
Du kan finde ud af, hvordan det lyder på Voxhall i Århus den 11. august og på Loppen i Christiania den 12. august. Billetter kan fås via GAFFA Live.