Slackerrockstjernerne finder sammen om ny mystisk udgivelse
Stephen Malkmus' pladeselskab, Matador Records, har bekræftet, at Pavement-frontmanden har arbejdet sammen med Beck tidligere på året. Resultatet udkommer ifølge den engelske avis The Guardian engang i næste år, men det er endnu uvist, hvad de to slackerrockere og gamle venner helt præcist har lavet og hvordan.
Udover at være temmelig ferme multiinstrumentalister har Beck og Malkmus nemlig begge siddet i producerstolen, både ved deres egne plader og for Becks vedkommende også for Charlotte Gainsbourg og Jamie Lidell.
Efter Pavements opløsning i 1999 har Stephen Malkmus udgivet fire soloplader med sit nye band The Jicks, men sidste år senere fandt Pavement sammen igen og har turneret siden marts 2010. Derfor venter Malkmus' pladeselskab med at udgive, hvad end det er, han og Beck har indspillet.
Pavement spiller i øjeblikket koncerter i Europa og kan blandt andet opleves i Berlin den 19. maj, hvilket du kan købe billetter til på GAFFA Live, mens Beck er aktuel som producer på Jamie Lidells nye plade "Compass", der udkommer 18. maj. Pavement kan også opleves på årets Roskilde Festival.