Den nylig afdøde metal-legendes minde æres på to festival, der har valgt at omdøbe deres scener
For mindre end en uge siden tabte den 67-årige Ronnie James Dio kampen mod mavekræft, og som det er passende når en så stor kunstner går bort, har et utal af mennesker indenfor musikbranchen tilkendegivet deres respekt for manden, og deres sorg over hans bortgang. Flere musikere dedikerer koncerter og sange til Dio, men to festivaler tager skridtet videre.
Den britiske rockfestival Download Festival omdøber en af deres scener til The Ronnie James Dio Stage, og svenske Sweden Rock Festival gendøber deres Zeppelin Stage til Dio Stage. På Download Festivals hjemmeside stod følgende om det nye navn:
"Rockverdenen var i choktilstand i går aftes, søndag, da det blev annonceret, at Ronnie James Dio, en af de bedste vokaler der nogensinde har gået på jorden, desværre er gået bort. [...] Som et tegn på vores respekt for denne store mand, afslører vi nu at 2. scene ved dette års Download officielt vil hedde Ronnie James Dio Scenen. [...] Hvil i fred Ronnie - bliv ved at rocke ved den store koncert i Himlen."
På Sweden Rock Festivals hjemmeside har arrangørerne lagt følgende besked ud:
"For at ære hans minde har vi besluttet at omdøbe Zeppelin Stage; i år kommer den til at hedde Dio Stage. Vi planlægger også en hyldestceremoni på en af de store scener. I oktober samler vi nogle af sveriges mest prominente metal musikere for at holde en hyldestkoncert på Sweden Rock Cruise. Navne på deltagerne vil blive annonceret, så snart de er bekræftede."
Dio fik konstateret mavekræft, en særligt aggressiv kræftform, i november sidste år. Det så dog ud til at han ville komme sig, efter fremskridt med kemoterapi, og han havde derfor planlagt at turnere med sit band Heaven And Hell på den omrejsende Sonisphere Festival i år, hvor også Metallica, Alice In Chains, Rammstein og mange andre optræder. Disse koncerter blev dog aflyst igen, og 16. maj indstillede Dio karrieren for evigt.