Den svenske sangskriver lægger vejen forbi København til august
Det forlyder, at Jens Lekman er i gang med at indspille en opfølger til "Night Falls Over Kortedala" fra 2007, og i den forbindelse har han nu offentliggjort en europæisk turné til august, der også rammer København. Lekman kan derfor opleves i Lille Vega 9. august.
Der er ikke sluppet meget info ud om Jens Lekmans kommende tredje album, men det forventes dog at der i løbet af sommeren vil blive sluppet en single, der kan varme op til en udgivelse senere på året.
Ellers er der jo også rigeligt at sange fra bagkataloget at gribe fat i, da Lekman udover sine to fuldlængde udgivelser også er manden bag ep-opsamlingen "Oh You're So Silent Jens" samt yderligere to ep'er udgivet efterfølgende.
En lang række af disse sange kunne høres i Århus i 2007, da Lekman spillede til Pop Revo, og året efter da han besøgte Store Vega i København. Ved begge lejligheder takkede GAFFAs anmeldere for ulejligheden med fem stjerner, så det er ikke helt urimeligt at have forventninger om en god aften, når Jens Lekman vender tilbage til København.
Jens Lekman kan opleves i Lille Vega 9. august, og billetter kan købes fra onsdag den 5. maj via Billetlugen.dk.