Støttearrangementet for et fixerum på Vesterbro byder på gratis koncerter i aften
I aften fredag den 28. maj er der fest på Vesterbro i København, og det tjener en god sag for området og dets beboere, der jo ikke alle sammen har det lige godt. Det er med Vesterbros mange stofmisbrugere i tankerne, at tolv danske navne stiller sig op på Onkel Dannys Plads, for at give koncert til støtte for at give narkomaner et fixerum. Projektet beskrives således:
"Gennem 40 år har der været nogle af landets mest udsatte stofmisbrugere på Vesterbro. Det har gennem alle årene skabt en konflikt mellem stofbrugere på den ene side og lokalområdet på Vesterbro på den anden. For at skabe plads til alle har Vesterbro peget på at etablere et fixerum, hvor stofbrugerne kan gå ind og indtage de stoffer, de i dag fixer og ryger på gaden, i kældernedgange og på legepladser. 80 steder i EU har man etableret fixerum - med stor succes for stofbrugere og lokalområder."
Med henblik på at skabe opmærksomhed på behovet for et sådant tiltag på Vesterbro stiller bands og dj's nu op ganske gratis, for at råbe beslutningstagerne op. Koordinator for Dopenhagen - og beboer på Vesterbro - musiker Jakob Skov, udtaler om de lokale beboere, foreninger og erhvervsdrivendes engagement i sagen:
"Vi elsker Vesterbro på grund af mangfoldigheden. Og mangfoldighed betyder plads til alle. Også dem der har det dårligt. Fixerum løser ikke narkoproblemerne i vores samfund, men er et vigtigt tiltag i forhold til at skabe bedre og mere værdige forhold for nogle mennesker, der ikke er på toppen."
Blandt de optrædende finder vi Mads Wæhrens (billedet) - der i 2008 fik fire GAFFA-stjerner for sit album "Flodens Hemmelighed" med musik til digte af Henrik Nordbrandt - Evelyn's Kitchen, Dee Pee, Black Rose Trick, Thomas Baz og Outdrawing Picasso. Koncerterne finder sted på Onkel Dannys Plads i aften fra klokken 18.00 til 02.00, og det er ganske gratis at deltage. Hele programmet kan ses på Dopenhagen.nu.