Bandet er gået sammen med John Legend for at indspille en række coverversioner til et nyt album
The Roots planlægger at udsende albummet "How I Got Over" til juni, men i et interview med Rolling Stone fortæller gruppens hovedmand ?uestlove nu, at bandet faktisk er kommet længere med indspilningerne til et album med titlen "Wake Up", der dog vil blive udsendt senere end "How I Got Over".
Historien bag det nye album er, at The Roots var gået i studiet med John Legend for at indspille en coverversion af Arcade Fire-nummeret "Wake Up", og den titel inspirerede til et kommende album med socialt bevidste covernumre. Arcade Fire-sangen vil dog sjovt nok ikke være inkluderet på albummet, men titlen består.
Til Rolling Stone siger ?uestlove:
"Folk har en tendens til at rynke på næsen over coveralbums, så jeg har valgt sange, der var så langt under radaren og så unikt fortolket, at det vil tage dig et øjeblik at opfange, at det er covernumre".
Trommeslageren fortæller, at albummet er 90 procent færdigt, og at man på pladen vil kunne finde sange indspillet af Marvin Gaye, Nina Simone, Donny Hathaway og Roberta Flack. Han fortæller desuden, at han i samarbejdet med John Legend har som mål, at det skal være sangerens dårligste optræden nogensinde. Han vil have en langt mere rå Legend på pladen, så hver gang sangeren havde lavet et vokalspor, brugte ?uestlove det, hvor der var nogle ridser i lakken.
De to kommende The Roots-udgivelser står stadig uden udgivelsesdatoer, men planen er at få "How I Got Over" ud til juni, og så kommer "Wake Up" senere.