Man kan nu vinde billetter til en eksklusiv showcase med Plan B præsenteret af Warner Music og GAFFA
Engelske Benjamin Paul Ballance Drew udsendte tidligere på året sit andet album under navnet Plan B. Med titlen "The Defamation Of Strickland Banks" fløj albummet direkte ind på en førsteplads på den engelske hitliste, hvor det lå i tre uger.
Plan B kan takke singlen "She Said" for en stor del af succesen med albummet. Sangen har nemlig ligget i top fem på singlehitlisten i flere uger og er blevet spillet voldsomt på de engelske radiostationer. Det er dog ikke rapperens første hit, da singlen "Stay Too Long" også nåede ind i top ti i hjemlandet.
Nu kommer Plan B til Danmark for at spille til et lukket arrangement i København præsenteret af pladeselskabet Warner og GAFFA. Der er kun adgang for særligt inviterede gæster, heriblandt et antal heldige medlemmer af Klub GAFFA.
Men vi har alligevel fået mulighed for at udlodde et stærkt begrænset antal billetter til denne showcase her på GAFFA.dk. Så deltag i konkurrencen, hvis du vil opleve den første danske koncert med Plan B.