Nyhed

Bliv det nye medlem af Smashing Pumpkins

Forsanger Billy Corgan har annonceret åben audition for at få udfyldt hullerne i sit band

I sidste uge annoncerede bassisten Ginger Pooley sin afgang fra Smashing Pumpkins, og derfor har bandet nu hele to huller i sit line-up, de mangler nemlig også en keyboardspiller. Det problem vil frontmand og forsanger Billy Corgan løse, ved en åben audition via e-mail, nøjagtig som han gjorde sidste år, da trommeslageren Jimmy Chamberlin forlod gruppen. NME har bragt følgende kommentar fra Corgan:

"Vi var så heldige at finde trommeslager Mike Byrne gennem en åben audition, så hvorfor ikke åbne dørene igen, for alle der kunne være interesserede i at få pladsen som bassist eller keyboardspiller. Som man kan se, når man kigger på vores tidligere og nuværende line-up er hverken alder, race eller en persons baggrund et problem. Alle er i sandhed velkomne til at aflægge audition."

Så går man med drømmen om at blive den nye bassist eller keyboardspiller i Smashing Pumpkins, skal man ganske enkelt sende en e-mail med baggrundsinformation, billeder og links til optrædener, eksempelvis via YouTube, til enten [email protected] eller [email protected]. Deadline for indsending er onsdag den 31. marts.


I øvrigt har Billy Corgan og company netop udsendt den tredje gratis sang fra den 44 numre lange, og ganske gratis plade "Teagarden By Kaleidyscope". Den har titlen "A Stitch In Time", og kan hentes på Smashing Pumpkins officielle hjemmeside, hvor der også ligger en smule mere information om de to auditions.

ANNONCE