Nyhed

Cut Copy til Århus

Den australske synthpop-trio lægger vejen forbi Train til juli

Australske Cut Copy annoncerede for noget tid siden på deres MySpace-side, at de skal spille på "Vox i Arrhus", hvilket fik nogle medier til at spekulere i, at bandet nok var blevet booket til en koncert på Voxhall i Århus. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, og bandet er netop blevet offentliggjort af Train til en koncert på det århusianske spillested 30. juli.

Cut Copy debuterede i 2004 med albummet "Bright Like Neon Love", der skaffede dem international opvæksomhed og opvarmningsjobs for Franz Ferdinand, Junior Senior og Bloc Party. Fire år senere kom "In Ghost Colours", og i februar meddelte bandet, at de er godt i gang med at indspille materiale til album nummer tre.

Der ligger dog ingen meldinger om, hvorvidt bandet har tænkt sig at udsende nyt, inden de til sommer tager ud for at spille jobs i Europa. Men fast ligger det dog, at de lægger vejen forbi Train i Århus til juli. Her vil man også kunne opleve kvartetten Fire Slag, der består af Henrik Munch (Sorten Muld) og Hans Hansen (Ørtz) samt de to dj's René Kirkegaard (DJ Cemetary) og Jakob Domino.


Cut Copy + Fire Slag kan opleves på Train 30. juli, og billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE