Nyhed

Kele Okereke giver første solokoncert

Bloc Party-frontmanden varmer op til udgivelsen af sit første soloalbum med en koncert på Ibiza

De første historier om, at Bloc Party-sangeren Kele Okereke ville bruge et hul i bandets kalender på at indspille et soloalbum, dukkede op i slutningen af 2009. Nu er sangeren kommet så langt med projektet, at han er klar til at spille sin første koncert, hvilket bliver til arrangementet Ibiza Rocks denne sommer.

Under navnet Kele vil sangeren optræde 31. august på Ibiza Rocks Hotel i byen San Antonio, og det vil blive første gang, man vil kunne få smagsprøver på Bloc Party-mandens første soloudspil. Dermed kan man jo begynde at spekulere på, om han også vil være klar til at udsende sit første soloalbum til den tid, eller om vi skal vente endnu længere på at høre, hvad han kan på egen hånd.

Kele er dog ikke helt alene om projektet, der indspilles sammen med den amerikanske rapgruppe Spank Rock, der tidligere har samarbejdet med Justice, The Chemical Brothers, Santogold og den anden Benny Blanco.


Det er femte år, koncertserien Ibiza Rocks afvikles på den spanske festø, og i perioden juni til september kan man udover Kele også opleve navne som Calvin Harris, Dizzee Rascal, Florence + The Machine og Delphic.

ANNONCE