4.500 meget forskellige musikbilleder dystede om priserne til GAFFA Photo Award ’10, men det var nok de færreste, der havde forudset vinderen af hovedpræmien ”Årets Musikfoto”.
To ekstatiske kvinder i 40'erne står oppe ved mixerpulten, hvor en ældre dame i glinsende sølvjakke, solbriller og hvidt strithår rækker hænderne ned til de to. I baggrunden står en broget gruppe af, hvad der ligner forretningsfolk, som klapper og tager billeder af seancen. Det hele badet i et futuristisk blåt lys. Sådan kan man beskrive det utraditionelle og dragende vinderbillede af GAFFA Photo Award '10, som er Danmarks største musikfotokonkurrence.
Billedet blev udvalgt af juryen mellem over 4.500 andre musikbilleder, og er taget af Ard Jongsma. Det anderledes og fotogene øjeblik viser minutterne efter DJ Ruths optræden på Bramstrup Gods ved Odense i forbindelse med en konference om IT og alderdom.
Juryens begrundelse lød: "Et fuldstændig surrealistisk billede, som man aldrig bliver træt af at kigge på. De to hengivne fans, den aldrende DJ og ikke mindst det mildest talt spraglede publikum i baggrunden gør dette billede til noget helt specielt. Billedet vandt også en af de fire underkategorier, nemlig Årets Bedste Publikumsbillede".
De tre øvrige kategorier var Live, Feature og Portræt, som blev vundet af henholdsvis Mia Dernof, Jacob Keinicke og Mie Brinkmann.
Uddelingen af GAFFA Photo Awards fandt sted ved et lukket arrangement hos Berlingske Media mandag aften og vinderne offentliggøres den 4. november i GAFFAs novembernummer samt på GAFFA.dk/photo10 – hvor man kan se samtlige finalebilleder.