Gruppens guitarist er kommet til skade efter et slemt fald, og gruppen spiller derfor ikke i aften
Georgia-bandet Drive-By Truckers skulle i aften have spillet på Posten i Odense, men gruppen har desværre været nødsaget til aflyse koncerten. En af gruppens guitarister (hvilken af gruppens tre guitarister vides endnu ikke) er kommet på hospitalet efter et slemt fald, der i værste fald må betyde, at hele gruppens igangværende turné må aflyses, oplyser Posten.
Købte billetter refunderes via fynsbilletten.dk, og Posten håber at kunne præsentere Drive-By Truckers ved en senere lejlighed.
Drive-By Truckers seneste, ottende studiealbum hedder "The Big To-Do", og endnu engang er der masser af historier om drukmåse og bonderøve udsat for countryrock, der trækker på lige dele Lynyrd Skynyrd og The Replacements. Albummet er gruppens ottende studieudgivelse, og samtidig deres til dato største hit i USA, hvor det var to pladser fra at komme ind i top 20. Men alt dette må vi altså vente lidt med at høre live i Odense.
Opdatering:
Det viser sig, at det er guitarist og sanger Mike Cooley, der er kommet på hospitalet, og det skyldes udmattelse og dehydrering. Gruppen har nu aflyst hele deres Skandinaviensturné, men vil forsøge at komme tilbage ved først givne lejlighed.