Nyhed

John Lennon Memorial-koncert i Århus

Den 8. december vil 30-års dagen for mordet på John Lennon blive markeret med en stor mindekoncert på Train

2010 er året, hvor John Lennon ville være fyldt 70 år - var han ikke blevet myrdet den 8. december 1980 i New York. 70-års dagen er blevet fejret flere steder blandt andet på Island, hvor GAFFA var til stede, men nu bliver der afholdt en dansk koncert til minde om 30-året for Lennons tragiske død.

Den bliver afholdt på Train i Århus den 8. december til fordel for Julemærkefonden, hvor alle de optrædende kunstnere vil fortolke to numre, der alle har en relation til Lennon. Koncerten er arrangeret af Rockmuseum Aarhus.

De kunstnere, der vil være til stede, er: Per Frost, På Slaget 12, Don Powell (Slade-trommeslager), Peter Viskinde, Allan Mortensen, Birgitte Laugesen, Lucas Alexander og Lis Er Stille med flere. Derudover vil der også være en videohilsen til Danmark fra de resterende aktive medlemmer i The Quarrymen (gruppen, The Beatles udsprang fra).


Der vil også være en fællessang med alle kunstnerne på scenen og publikum rent afslutningsvis med "Happy Xmas (Was Is Over)".

Det er som sagt onsdag den 8. december mindekoncerten for John Lennons død finder sted. Det er på Train i Århus, og du kan se yderligere info om arrangementet og billetsalg på train.dk. Læs i øvrigt GAFFAs biografi i anledningen af 70-års dagen.

 


ANNONCE