Den norske anmelder-darling vender tilbage til Danmark. Denne gang med band.
Susanne Sundfør har netop spillet i Koncerthuset under opvarmningen til Teitur-koncerten som GAFFAs anmelder Therese Bindslev gav fire stjerner (læs anmeldelsen her).
Her fik gæsterne en halv times koncert med sangerinden alene bag det store Seinway-flygel, hvilket blev modtaget af et stort bifald.
Nu er det netop annonceret, at den norske sangerinde vender tilbage til København, når hun gæster Lille Vega d. 1. november med band.
Sundfør udgav i maj sit andet album "Brothel" som nærmest hele vejen rundt er blevet modtaget med stor begejstring. GAFFA kvitterede med 5 stjerner og skrev følgende:
"The Brothel er en eminent størrelse, hvor Sundfør dyrker det stille og det storladne i et musikalsk drømmeunivers, der både formår at prikke nænsomt og sætte pulsen i vejret på lytteren med storladne og voldsomme arrangementer. Alene kontrasten mellem pladens to første numre, The Brothel og Lilith, er slående, men det på en måde, så det ingenlunde går ud over homogeniteten på albummet, der både formår at eks- og implodere i frydefulde og billedskabende arrangementer fra start til slut" (læs hele anmeldelsen her)
Susanne Sundfør kan opleves på Lille Vega d. 1. november kl. 21:00. Billetter koster 150 kr. og kan købes via GAFFA Live.