Under en konference har Conservative Party brugt The xx' musik uden at have fået bandets tilladelse
"Vi gav ikke Conservative Party lov til at bruge vores musik" udtaler det Mercury Prize-vindende band The xx. Deres pladeselskab udtaler ligeledes "vi har heller ikke godkendt det til partiet."
The xx og deres pladeselskab Young Turks har afsløret, at Conservative Party brugte gruppens musik uden at spørge i onsdags den 6. oktober. Young Turks forklarer på Twitter, at hverken pladeselskab eller kunstner gav det konservative parti retten til at bruge musikken.
"David Cameron og de konservative har åbenbart brugt en xx-sang under deres parti-konference", siger selskabet. "The xx/Young Turks var ikke inviteret til nogen fest, de har ikke godkendt brugen af deres musik til festen, og de billiger bestemt ikke det nævnte parti."
Tidligere på året har bandet Keane også udtalt, at de var forfærdede over, at det samme parti havde brugt sangen "Everybody's Changing" uden at have fået tilladelse. Ligeledes havde ABBA for nylig en kontrovers med Dansk Folkeparti, hvor unge medlemmer af partiet havde brugt nummeret "Mamma Mia" og rettet det til "Mamma Pia". En sag begge parter dog har lagt bag sig. I weekenden var det så det danske Konservative Folkeparti, der omskrev Nannas "Afrika"-sang på deres landsmøde, hvilket har medført en skarp kritik fra sangens ophavskvinde.
Der foreligger endnu ikke nogen oplysninger om konsekvenserne for brugen af The xx-musikken.