Singer-songwriteren udgiver "Det Løser Sig" i oktober
Det er efterhånden fire år siden, vi har fået et nyt album fra sangeren og sangskriveren Christian Brøns - ham, der i 2001 først blev kendt som deltager i realityshowet Big Brother, siden fik endnu mere omtale, da han brød ud af selvsamme realityshow og derpå fik et stort hit med "Du Kan Gøre Hvad Du Vil" og debutalbummet af samme titel.
Albummet solgte over 80.000 eksemplarer, gav Christian Brøns to DMA-priser og en P3 Guld-pris og var med til at indvarsle 00'ernes store bølge af dansksyngende sangere og sangskrivere.
Siden har Christian Brøns udgivet yderligere to album uden helt samme succes, og nu vender han så tilbage med albummet "Det Løser Sig". Albummet er på gaden 11. oktober og er ligesom debutalbummet produceret af Chief 1 (The Dreams, Basim, Smokie med flere).
Hvad Christian Brøns' nye album byder på, vides endnu ikke, men det gæstes af blandt andre Love Shops mundharpespiller Henrik Hall.