Nyhed

Limp Bizkit-album måske ude i november

Rap-metalbandets længeventede album "Gold Cobra" lader vente på sig, men forsanger Fred Durst antyder overfor GAFFA, at det snart vil se dagens lys

I 2000 udgav de fem gutter fra Limp Bizkit albummet "Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavored Water". Det er nu ti år siden, og det er dermed også ti år siden, at bandet har udgivet et album i sin orginale besætning, siden guitarist Wes Borlands afgang i 2001. Han har siden været med on/off i bandet, men ikke siden 2000 har bandet indspillet nyt materiale sammen med ham.

Derfor har der også været store forventninger til bandets album "Gold Cobra", der har været længe undervejs. I starten var albummet sat til starten af 2010, men er blevet rykket yderligere siden da. Fred Durst antyder dog i et interview med GAFFA, at albummet med stor sandsynlighed vil udkomme umiddelbart efter bandets nuværende tour.

"Den ("Gold Cobra" red) kommer snart. Vi vil bare sikre os, at vi elsker den. Vi vil være helt sikre på, at vi elsker hver en bid af den. Lige nu tager vi en pause fra pladen på touren, så vi ikke mishandler os selv med den, eller gør for meget ud af den", udtaler den 40-årige forsanger i interviewet. Og han uddyber:


"Når vi er færdige med vores tour, så sætter vi os ned og lytter på den, og hvis vi alle fem giver den en tommel-op, så vil pladen udkomme få dage efter det. Det er op til os. Vi laver ikke pladen for andre end os selv."

Kigger man lidt på bandets tour-plan på deres officielle hjemmeside, så fremgår det, at det sidste job er den 6. november i Caracas, Venezuela. Dermed er det ikke utænkeligt, at en slut-november eller start-december udgivelse kan komme på tale. Der er dermed lys forude for fans, der tålmodigt har ventet på en udgivelsesdato.

Fred Durst fortæller desuden også i interviewet om bandets forstærkede interne forhold, samt hvad det lige præcis er, de gør, før de går på scenen, og hvad det københavnske publikum kan forvente på søndag den 26. september på Store Vega når Limp Bizkit gæster København.


Du kan læse hele interviewet med Fred Durst her på GAFFA.dk, og du kan købe billetter til koncerten på søndag via GAFFA Live.

ANNONCE