"Roxy Grill" er på gaden i november
Telestjernen alias den midtjyske sanger og sangskriver Rasmus Johansen er på vej med opfølgeren til det velanmeldte debutalbum "Ungt Blod" fra foråret 2009. Albummet får titlen "Roxy Grill" og er på gaden 1. november. Om det nye album udtaler Telestjernen:
"'Roxy Grill'" er et sted i musikken, et lys i mørket, en brusende bølge, et sukkende hjerte, en stripperstang i oplandet, luderen på gaden, en tårevædet afsked, en dramatisk opera fra det 21. århundrede, et studie i at være corny, og en grillbar beliggende på Kongenshus Hede…"
"Roxy Grill" er kapitel to i den planlagte rocktrilogi, som Telestjernen lancerede med debutpladen "Ungt Blod" for knap halvandet år siden. Pladen blandede ligefremme tekster fra det mørke Jylland med poppede melodier og et surf-rock-inspireret musikalsk univers leveret af backinggruppen The Highway Riders.
"Roxy Grill" er ligesom debuten en hyldest til det for tiden så omtalte udkants-Danmark. "Roxy Grill" handler om dem, der ikke er flyttet til byen, men er blevet boende i den del af Danmark, som nogle har valgt at kalde "Den Rådne Banan". Et område, der strækker sig fra Skagen og ned langs den jyske vestkyst over Sydfyn til Lolland-Falster og Bornholm, og som er præget af lukninger af skoler, sygehuse og busruter - og af affolkning.
Musikalsk er forgængerens surf-toner denne gang skiftet ud med 12-strengede guitarer og violiner inspireret af 70'erne, og tekstmæssigt er det igen indbyggerne i de små landsbysamfund, der udgør inspirationen for Telestjernen. Han fortæller:
"Der er et væld af store personligheder, som hver især har deres fantastiske fortælling at berette om. Det er dem, jeg er på evig jagt efter at forevige." Blandt disse finder vi drengerøvene, der går amok på provinsdiskoteket, andre drengerøve, der forsøger sig som glamrockmusikere og ikke mindst Telestjernens egen storesøster, der fik den prestigefyldte titel Miss Nørhald 1986, men alligevel valgte en anden karriere end modelvejen.