Nyhed

Tommy Lee får hjælp af fans

Det kommende album fra Methods Of Mayhem er kraftigt påvirket af bidrag fra bandets fans

Tommy Lee udsender i denne uge det første Methods Of Mayhem-album i 11 år, og på "A Public Disservice Announcement" finder man omkring 50 bidrag fra fans, der gennem det sidste år har sendt musikalske forslag til Mötley Crüe-trommeslageren.

Der er kommet tusindvis af idéer, siden Tommy Lee for omkring et år siden begyndte at lægge sine demoer online med det formål at få sine fans til at arbejde videre på dem. Til Billboard siger trommeslageren, at der kom omkring 1500 idéer om ugen, og at han har lyttet dem alle sammen igennem.

Der var dog kun omkring 50 af idéerne, der kom med på pladen, men en af dem gjorde at Lee fuldstændig måtte genoverveje et nummer:


"Det var et ligetil, midtempo rocknummer, og den her fyr satte sangens tempo op med fire eller fem slag i minuttet og remixede det fuldstændig. Det inspirerede mig til at droppe sangen og starte forfra med det koncept i tankerne. Så det du hører nu er en fuldstændig 360 grader ombygning, hvilket er ret cool".

Det er dog ikke kun almindelige fans, der har hjulpet Lee med det nye album. Også Chad Kroeger fra Nickelback dukker op på "Fight Song". Deftones' Chino Moreno synger på "Only One", og Sum 41's Deryck Whibley er med på "Drunk Uncle Pete".

Methods Of Mayhem har netop udsendt albummet "A Public Disservice Announcement" i USA.


ANNONCE