Nyhed

Danzig til København

Glenn Danzig tager bandet med forbi Amager Bio til juli

Det er knap seks år siden Danzig sidst gæstede Danmark, og dengang var det Studenterhuset i Aalborg som kunne byde velkommen til Glenn Danzig og resten af bandet. Denne gang lægger den 55-årige amerikaner vejen forbi København, hvor han kan opleves i Amager Bio 6. juli.

Danzig startede karrieren som frontmand i Misfits og efter fire år med bandet Samhain omdøbte han bandet til Danzig, der debuterede i 1988 med bandets til dato bedstsælgende album. Bandet har i alt ni studieudgivelser på samvittigheden, men sjovt nok kommer Danzigs eneste besøg på singlehitlisten via liveversionen af sangen "Mother", der findes på pladen "Thrall: Demonsweatlive".

Senest er kommet albummet "Deth Red Sabaoth" i 2010, der er den største succes på hjemmebanden USA siden albummet "4p" fra 1994. Udgivelsen følges på med ganske få europæiske festivaljobs denne sommer, og så lige en enkelt indendørskoncert i København.


Man kan opleve Danzig i Amager Bio 6. juli, og billetter sættes til salg via billetlugen.dk fredag d. 8 april kl. 10:00.

ANNONCE