Nyhed

Raphael Saadiq klar med nyt album

I hælene på albummet følger en koncert i Vega til maj

Den 18. april udkommer 44-årige Raphael Saadiqs femte soloskive "Stone Rollin". Knap to uger senere, den 4. maj, gæster soulmesteren Vega, og håbefulde fans og elskende kan igen give sig hen til den amerikanske sangers længselsfulde r&b.

Det er lige ved to år siden Saadiq sidst satte fødder på dansk jord, hvor han optrådte i Lille Vega. GAFFAs anmelder Sohail Hassan uddelte 5 stjerner, og sendte også en 5-stjerne efter Saadiqs seneste plade "The Way I See It" fra 2009, med ordene:

"Alt fra layout på coveret og stylingen til sangene og sang-stilen, instrumenterne og indspilnings-lyden er lige i øjet. Selv længden af numrene. Men det, der virkelig tæller, indholdet, emmer igen af Raphaels uforlignelige talent. Der er nemlig tale om 12 helt nye originale numre. Selv inden for disse udfordrende rammer formår Raphael at levere numre, der ligesom titlen på hans solo-debut-album er Instant Vintage."


Du kan købe billetter til koncerten via GAFFA Live.

ANNONCE