Nyhed

Spot smider de sidste navne

Der bydes på to nye initiativer og otte nye navne i seneste opdatering fra den aarhusianske festival

I en pressemeddelelse fra Spot Festival fremgår det, at ser man bort fra programmet for åbningsaftenen, så er line-up for årets festival nu 99 procent klart. I seneste udmelding får man otte nye navne samt initiativerne Frekvens og Naked - A Piano And A Singer.

Sidstnævnte styres af pianisten og arrangøren Gustaf Ljunggren, der over to dage er den kunstneriske tovholder, mens Kim Munk (The Broken Beats), Dorthe Gerlach (Hush), Steffen Westmark (The Blue Van), Nabiha og Kira Skov serverer egne sange, men i nye croonede fortolkninger kun understøttet af flygel.

Det er et nyt initiativ ligesom Frekvens, der i år overtager Amfiscenen. Her vil der både fredag og lørdag eftermiddag være dj's og liveacts som serverer musik i den lidt mere tilbagelænede stil, så publikum kan nyde en afslappet atmosfære og få et åndehul mellem de øvrige Spot-koncerter.


Derudover tilføjes til programmet Messy Shelters (billedet), Deer Bear, Darkness Falls, Sleep Party People, norske Bigbang samt Sarah West, Silja og Öberg, der alle tre deltager i initiativet Beta Sessions, der undersøger om "vejen til fremtidig overlevelse i musikbranchen går igennem de tre ting, der lige nu er ved at fjerne eksistensgrundlaget: Ny teknologi, alternativ promovering og gratiskulturen".

ANNONCE