Skateparken byder i den kommende weekend på navne som Iceage og Rumpistol
"Lyt til masser af fede rytmer, skål i billige øl og drinks, og nyd baggårdslivet med interaktiv ildkanon, åben himmel, bordfodbold og økopølser" – sådan opfordrer det musikalske tiltag, Woofer, som løber af stablen næste weekend, og som byder på koncerter med fem navne, der repræsenterer hver deres genre.
Papir spiller 70'er inspireret psykodelisk krautrock. Der er ingen præfabrikerede ideer og strukturer i musikken – i stedet udvikler rytmen sig i takt med musikernes fantasi og evne til at følge hinanden.
Det unge københavnske punkband, Iceage (billedet), udgav i januar i år deres debutalbum "New Brigade". Pladen blev taget godt imod, og GAFFAs anmelder Erik Barkman gav pladen 4 tjerner og skrev:
"Danske Iceage genskaber ånden fra dengang, amatørisme gik hånd i hånd med høje kunstneriske ambitioner. Banebrydende orkestre som britiske Wire og amerikanske Hüsker Dü er oplagte referencer. New Brigade er lyden af fire uskolede teenagere, der rammer et forbløffende autentisk postpunk-udtryk."
Rumpistol forener laptop, guitar og elektronik, live strygersektion og stemningsfulde visuals i et musikalsk univers. Lyden er detaljeret, atmosfærisk og bærer et præg af dubstep med iørefaldende melodier.
Bag duoen Eagger & Stunn står Eaggerman (Bikstok Røgsystem, m.m.) og Stunn Gunn (Booty Cologne m.m.). De to er gået sammen i en duo, der gennem hardcore reggae og dansksprogede tekster om et krakeleret samtidsbillede giver sit modsvar til dancehall-bølgen.
Sidst, men ikke mindst leverer Youngblood & Universal Soundsystem dancehall bag pulten i de små timer.
Woofer finder sted på lørdag den 30. april klokken 20.00 i Copenhagen Skatepark på Enghavevej i København, og det koster 50 kroner i entré.





