Til november får man mulighed for at opleve den danske pop-duo til en alternativ koncert i Koncerthuset i København
Fredag den 25. november giver Niclas Petersen og Jannik Thomsen alias Nik & Jay koncert i Koncerthuset i DR-Byen i København.
Koncerten er opbygget som en tre-trins-raket, hvor første del vil fokusere på Nik & Jays mere afdæmpede numre, der vil være musikalsk understøttet af strygere. Efter pausen skrues der en smule op for tempoet med numre fra hit-kataloget, nu uden strygere, og rakettens sidste trin bliver et After Party i Studie 1, hvor Nik & Jay disker op med en række af deres klubhits og special guests.
Tilbage i 2002 debuterede duoen med deres selvbetitlede album. Og allerede året efter havde mere end 100.000 fået fingerene i albummet, der derved fik titlen som det bedst sælgende danske rap/r&b-debutalbum nogensinde.
I løbet af karierren har duoen blandt andet udgivet fire album og en opsamling. Det seneste album "Engle eller Dæmoner", der udkom tidligere i år, har allerede solgt dobbelt platin.
Den alternative tre-trins-koncert med Nik & Jay finder sted i Koncerthuset, Koncertsalen den 25. november kl. 21.00-03.00.
Billetsalget starter på onsdag den 17. august kl. 10.00.
Billetter kan erhverves via Billetlugen.





