GAFFAs metalanmelder fortæller om sine musikalske favoritter fra 2011
Året er ved at gå kraftigt på hæld, og i den anledning har GAFFA givet ordet til en række musikere og GAFFA-skribenter, der året ud vil fortælle om deres musikalske favoritter fra 2011. I dag gælder det GAFFAs metalanmelder Keld Rud. Du kan høre hans playliste på Spotify.
Udenlandske album:
1. Chimaira "The Age Of Hell" (billedet)
Musikalsk napalm fra seks amerikanere, der på en og samme tid er voldsomme, brutale, aggressive, melodiske, atmosfæriske og et hundred procent vanedannende.
2. Anthrax "Worship Music"
Årets comebackalbum blev leveret af thrashpionererne Anthrax, der otte år efter sidste studiealbum og med forsanger Joey Belladonna ombord kombinerede det bedste fra bandets klassiske periode og fra årene med John Bush i front.
3. Machine Head "Unto The Locust"
På opfølgeren til "The Blackening" lykkedes det amerikanske Machine Head at bibeholde den episke og komplekse stil, der blev introduceret på forgængeren, stramme op på sangskrivningen og tilsætte en smule inspiration fra klassisk musik.
4. The Haunted "Unseen"
Med "Unseen" tager svenske The Haunted et kvantespring frem og tilsidesætter i processen en hver bekymring om at spille hurtigt og hårdt nok. Her er det idéer, melodier og rytmer, der hersker.
5. In Flames "Sounds of a Playground Fading"
Man kan beskylde In Flames for at forladt rødderne i den svenske melodød. Men man kan ikke beskylde dem for at spille sikkert eller for at skrive dårlige sange. Albummet rummer den ene perle efter den anden.
6. Symphony x "Iconoclast"
Neoklassisk og virtuost udført metal med masser af kraft, tyngde og melodisk overskud gør 8. album fra Symphony X til en af 2011s jokere.
7. Steel Panther "Balls Out"
Ikke nok med at denne amerikanske glam metal-parodi er afsindig morsom i anden ombæring. Steel Panther er det på en så musikalsk overlegen måde, at de seriøse glam metal-udøvere må kigge sig bekymrede over skuldrene.
8. Crowbar "Sever the Wicked Hand"
Endnu et knusende tungt støvletramp fra New Orleans-sværvægtere, der på dette album leverer nogle af deres mest aggressive numre i lang tid.
9. Protest The Hero "Scurrilous"
Et af de mest komplekse metalalbums fra 2011 med et virvar af riff og soloer, der heldigvis alt sammen bliver holdt sammen af et uforligneligt øre for gode melodier.
10. Morbid Angel "Illud Divinum Insanus"
Modsat så mange andre dødsmetalbands har Morbid Angel aldrig taget denne lette og ligefremme vej. Det sker heller ikke på dette album, hvor forsanger og bassist David Vincent er tilbage i folden. Visionært, modigt og underholdende.
Danske album:
1. The Interbeing "Edge Of The Obscure"
En på alle måder overlegen debut, hvis eneste svage punkt er at The Interbeing opererer i befærdet farvande. Med deres sublime håndtering af instrumenter, sangskrivning og stilen virkemidler sætter de alle andre, der forsøger at blande ekstrem metal, samples og melodi, til vægs.
2. Rising "To Solemn Ash"
Et af dansk metal mest spændende nye navne leverede et brag af en debut, hvorpå de ikke lyder som noget andet dansk band, samtidig med at de fører en ualmindelig sikker sangskrivningspen.
3. Supercharger "That's How We Roll "
På deres andet album rammer Supercharger plet ikke mindst på grund af en mindre metallisk produktion, der for alvor lader deres adrenalinpumpede rock og rul komme til sin ret.
4. Scarred By Beauty "Sutra"
Sjældent har det været så fornøjeligt at gnide knuste glasskår i øregangene. Scarred By Beautys rå og dissonante hardcore fanger øjeblikke af skønhed midt i al den rå brutalitet.
5. Mercenary "Metamorphosis"
Selv med en udskiftning af 50 procent af medlemmerne kunne Mercenary levere et album, der rummede essensen af de forrige tre album og udpegede nye musikalske pejlemærker.