Nyhed

Iceage rangerer højt hos NME

Det engelske musikblad har netop kåret danske Iceages "New Brigde" som det 36. bedste album i 2011

Det store britiske musikmagasin New Musical Express alias NME har netop kåret 2011's 50 bedste album. Blandt dem finder man danske Iceage, der har sneget sig ind på en 36. plads med deres debutalbum "New Brigade".

Ifølge NME har PJ Harvey lavet årets bedste album med "Let England Shake", mens andenpladsen indtages af Metronomy med "The English Riviera".

Selvom Iceage imidlertid befinder sig noget længere nede på listen, har den forholdsvis unge danske punk-gruppe ifølge NME alligevel præsteret en bedre plade end for eksempel Björk med hendes "Biophilia", der indtager en 38. plads, Bon Iver, der indtager en 46. plads med sit selvbetitlede album og Kanye West og Jay-Z med deres "Watch The Throne", der må nøjes med en 50. plads.


Først i december høstede "New Brigade" også anerkendelse, da det af BBC's musikanmeldere blev kåret til årets 10. bedste album foran Björk og andre store navne som Kate Bush og EMA, og tidligere på året, i juli måned, kårede onlinemagasinet Stereogum.com albummet til at være det fjerde bedste på en foreløbige liste for 2011.

Foruden den megen anerkendelse, Iceage har modtaget for "New Brigade", kan det også nævnes, at NME sidst i november kårede Iceages forsanger Elias Rønnefeldt den 24. mest cool person i musikverdenen i 2011.

"New Brigade" blev nummer 4 på GAFFA-skribenternes liste over de bedste danske udgivelser i 2011, og GAFFAs anmelder Erik Barkman gav tilbage i januar "New Brigade" 4 stjerner og skrev blandt andet:


"Kvartettens koncise sange er for vitaminrige til at lade sig affærdige som stiløvelser. Under de skramlede guitarer, kaotiske trommer og distancerede vokaler lurer en god håndfuld træfsikre melodier, der gør New Brigade mere medrivende for hver gennemlytning. Unge og uimponerede Iceage er ikke bare et los i røven på Danmarks halvslatne punkscene. De er også et stærkt bud på dens fremtid."

ANNONCE