Nyhed

Jon Bon Jovi: Jeg lever!

Sangeren blev løjet død på nettet, men han insisterer på fortsat at være i live

Man skal ikke stole på alt, hvad man læser, og slet ikke på det store internet. Her bliver diverse kendisser løjet døde i tide og utide, og det skete også for Jon Bon Jovi, der ifølge en blog med det ikke særligt respektindgydende navn dailynewbloginternational.wordpress.com skulle være afgået ved døden mandag grundet et hjertestop på Empress Hotel i Asbury Park, New Jersey, 49 år gammel. Bloggen citerede avisen The Times for historien.

Jon Bon Jovi afviser dog kategorisk, at han skulle være afgået ved døden, og på sin officielle Facebook-side har han lagt et nyt billede op, hvor han står foran et juletræ og holder et skilt op med påskriften "Heaven looks a lot like New Jersey".

Jon Bon Jovi er aktuel med en genudgivelse af sin 1987-julesingle, "I Wish Everyday Could Be Like Christmas". Overskuddet herfra går til Special Olympics, et OL for psykisk handicappede.


Jon Bon Jovi har været sanger i Bon Jovi siden 1983. Gruppen albumdebuterede i 1984 med "Bon Jovi" og har til dato udgivet 11 studiealbum, senest "The Circle" fra 2009. Jon Bon Jovi har desuden udgivet to soloplader. Bon Jovi har til dato solgt over 130 millioner plader.

 

 


 

 

 


ANNONCE