Nyhed

Shaq Boosie er klar til Vegas Udvalgte

GAFFA har fanget den fremadstormende hiphopper, der kan opleves på Vega i januar

I januar havde Vega stor succes med upcoming-aftenen Vegas udvalgte, hvor de præsenterede seks fremadstormende navne fra det danske vækstlag. Nu er Vega tilbage med anden omgang af Vegas Udvalgte, som finder sted 20. januar i Lille Vega og Vega Lounge. De fire ud af de seks navne er nu offentliggjort, og det er Ulige Numre, Shaq Boosie, Penny Police og Rangleklods. De sidste to navne offentliggøres senere.

GAFFA vil i den kommende tid bringe interviews med de seks kunstnere til Vegas udvalgte. Vi lægger ud med Shaq Boosie.

Hvordan vil du karakterisere din/jeres musik?


– Jeg vil nok mene, Shaq Boosie er en meget skæv form for hiphop. Det stikker langt fra den "klassiske" hiphop. Hiphop-lyden er egentlig lidt ny for mig, da jeg for det meste har dyrket dancehall og reggae det seneste stykke tid. 
Hvilket jeg mener, rappen også afspeljer…

Så nytænkede måder at rappe på og mikse klassisk rap med sang...

Hvorfor blev det lige den genre, du valgte?


– Eloq, som har produceret de fleste beats på pladen, er en meget dygtig beatmaker og har rigtigt godt styr på hiphoppen. 
Derfor var det meget nemt og ligetil at gå til for mig. Hiphop ligger i unge drenges blod. Og alle ved, hvad hiphop er.

Hvad adskiller jeres musik fra lignende musik? 

– Vores musik lyder ik' som så meget andet. Og tekst-universet er også ret anderledes...
Jeg ved det egentlig ikke… Det må vi lade folk bedømme…


Hvad betyder det for dig, at du er blevet valgt til Vegas Udvalgte?

– Det betyder rigtigt meget, da det bli'r første gang, vi kommer ud og spiller "rigtigt" live – med live synth og trommer.
 Det betyder selvfølgelig også, at der egentlig er nogle, der lytter og holder øje med, hvad man går og har gang i.

Hvorfor tror du, at du er blevet en af de udvalgte?


– Uha. Det ved jeg sgu ikke. Cheff Records har lavet meget larm det seneste stykke tid. Og vi bringer noget nyt til dansk musik. Så er vi nok også bare dygtige unge drenge... heeh.

Hvad er dit forhold til Vega?

– Vega er det sted, hvor store kunstere spiller. Jeg har set meget bas-musik og fed hiphop på Vega. Blandt andet Wiz Kalifa og Rick Ross.
 Der er også god lyd, hvilket betyder meget for mig.


Hvad kan man forvente af musikalske aktiviteter fra dig/jer i 2012?

– "20'er I Byen" er jo kun en ep. Planen er lidt at få udviklet et rigtigt album. Men det betyder ikke det store for mig. Det vigtigste er bare, der kommer noget mere ud, og at flere folk vil give det en lytter.
 Det er jo musik med følelser. Der handler om op- og nedture, så lad os håbe, det hele ikke bli'r en dans på roser.. Hehe.

Hvad er dine musikalske ambitioner?


– Jeg vil rigtigt gerne nå langt i Danmark. Men mest af alt er drømmen at flytte til udlandet og producere og lave lyd i store studier.

ANNONCE