Nyhed

Bobby McFerrin udvikler ny dansk koruddannelse

Sangeren er blevet adjungeret professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og skal stå for en ny masteruddannelse

Den amerikanske sanger Bobby McFerrin dukker til maj op til Aarhus Vocal Festival, men det er ikke hans eneste forbindelse til Danmark. McFerrin er nemlig blevet udnævnt til professor ved Det Jyske Musikkonservatorium og skal nu være med til at udvikle en ny international masteruddannelse i improvisation for vokalensembler.

Om samarbejdet med Bobby McFerrin siger rektor ved Det Jyske Musikkonservatorium Thomas Winther:

"Rytmisk korsang er et af Det Jyske Musikkonservatoriums helt særlige indsatsområder, bl.a. har vi Danmarks eneste professorat inden for området. Netop derfor er det en fantastisk mulighed at kunne etablere dette samarbejde med Bobby McFerrin. Det har afgørende betydning for konservatoriet at kunne sætte endnu et verdensnavn på listen over adjungerede professorer, og vi er meget stolte over at Bobby McFerrin vil medvirke til at gøre konservatoriet endnu stærkere inden for den rytmiske korsang".

Aftalen med McFerrin er kommet i stand via konservatoriets professor i rytmisk korledelse, Jim Daus Hjernøe. Den betyder, at konservatoriet i samarbejde med McFerrins agentur Original Artists er i gang med at udvikle en helt ny international masteruddannelse i improvisation for vokalensembler som forventes at starte til september 2011.

Uddannelsen vil primært finde sted over en række weekender. Undervisningen varetages dels af konservatoriets egne lærere, dels af gæstelærere fra kredsen omkring Bobby McFerrin. Uddannelsen vil certificere deltagerne til at undervise i improvisation for vokalensembler i den særlige stil, som McFerrin er eksponent for, og Det Jyske Musikkonservatorium vil være den eneste institution i verden, der har dette tilbud.

Bobby McFerrin kommer til Aarhus i forbindelse med Aarhus Vocal Festival d. 6.-9. maj. Her skal han ud over at optræde også give en intern masterclass for de studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium og for festivalens deltagere.

Udnævnelsen som adjungeret professor finder formelt sted ved masterclassen i Musikhusets symfoniske sal, lørdag d. 7. maj kl. 13. Her optræder McFerrin sammen med vokalensemblet The New Voxnorth under ledelse af Jim Daus Hjernøe. Ved hovedkoncerten om aftenen optræder McFerrin med Aarhus-koret Vocal Line og gæster, under ledelse af Roger Treece.


ANNONCE