Nyhed

Okkervil River tilbage med eget materiale

Bandet vender efter en tjans som Roky Ericksons orkester tilbage med et nyt album med egne sange

Efter at have udsendt fem plader i eget navn valgte Okkervil River sidste år at gå i studiet med Roky Erickson for at hjælpe ham med at indspille en stribe af hans sange til albummet "True Love Cast Out All Evil". Men nu er de tilbage i eget hus, og resultatet af indspilningerne udsendes til maj med titlen "I Am Very Far".

I et interview med Pitchfork fortæller bandleder Will Sheff, at han har skrevet pladen i en periode, hvor han havde isoleret sig ude på landet sammen med sine bedsteforældre. Samtidig har bandet også taget en anderledes tilgang til indspilningerne, hvor alle musikere stod i samme rum og spillede sangene igen og igen. Dette gav ifølge Sheff nogle overraskende resultater:

"Vi startede typisk klokken tre om eftermiddagen og kørte indtil midnat, hvor vi bare spillede en sang igen og igen. Undervejs begyndte vi at lægge mærke til, at den måde vi fik det til at lyde godt på var, når folk ikke prøvede at tilføje nogen som helst form for personlighed. Jo mere individualitet folk udtrykte i musikken, jo værre var det. Vi blev nødt til at spille som en stor fascistisk maskine. Det var som at spille et videospil, hvor du blev nødt til at mestre alt på det rigtige tidspunkt".


Sheff fortæller også, at han føler, at han i interviews har dissekeret pladerne "The Stage Names" og "The Stand Ins" til et punkt, hvor man han synes, hans plader ligner en dynge indvolde, og vil man have ham til at lytte til dem, skal man først binde ham til en stol.

Derfor har han prøvet at forholde sig mere intuitivt til sangskrivningen, og i stedet for at holde en pause fra sangskrivningen, nu hvor albummet er færdiggjort, vil han i stedet fortsætte med at skrive så meget som muligt.

Okkervil River udsender albummet "I Am Very Far" 9. maj.


ANNONCE