Nyhed

Saga til Amager Bio

De canadiske prog-veteraner kan opleves i København i juni

Det canadiske symfoniske rockband Saga er hyppige gæster i Danmark. De kunne opleves på Roskilde Festivals Orange Scene i 1981, og i de senere år er Amager Bio nærmest blevet deres danske stamsted, hvor de til dato har optrådt fem gange – og 29. juni kommer de så tilbage til det københavnske spillested.

Denne gang er Saga blevet genforenet med deres oprindelige sanger og sangskriver Michael Sadler (tv. på billedet), som ellers forlod bandet i 2007 og blev erstattet af Rob Moratti, men nu er Sadler altså tilbage i gruppen, som har været præget af en del udskiftninger gennem årene. Bandet har i øvrigt gennem tiden solgt over otte millioner album og modtaget en stribe guld- og platinplader.

Saga besøgte sidst Amager Bio i 2009, hvor GAFFAs Rasmus Heide begejstret uddelte fem stjerner og blandt andet skrev:


"Alt for hurtigt er festen slut. Saga spillede flot - og flottere end vanligt. Rob Moratti vandt første omgang på den solide stemme og den pæne opførsel som klassens nye dreng. Næste gang må han gerne slå lidt mere fra sig - men Michael Sadlers teatralske sceneoptræden savner ingen. Aftenens store tabere er derimod de sofatvivlere, der tillod Bio'en kun at blive to-tredjedele fuld."

Om det så kan blive lige så godt med den gamle forsanger tilbage i folden, vil tiden vise.

Billetsalget til koncerten er i gang via GAFFA Live


ANNONCE