Der er fuldt hus til aftenens koncert med Vinnie Who, Sleep Party People og CODY i den østrigske hovedstad
Music Export Denmark (MXD) er blandt andet kendt for sine Spot On Denmark-arrangementer, hvor organisationen præsenterer danske bands i udlandet. I aften er MXD vært for en aften med Vinnie Who (billedet), Sleep Party People og CODY på klubben B72 i Wien, og nu kan MXD oplyse, at der på forhånd er fuldt hus til arrangementet, idet både de billetter, der har været i salg, og de, der er givet væk til branchefolk, er afsat.
MXD fortæller, at der forud for den danske aften har været kraftig mediedækning af de danske bands i det østrigske. Eksempelvis blev Vinnie Who her til morgen interviewet og præsenteret i FM4, som er Østrigs svar på P3. De store dagblade Der Standard og Heute (svarende til henholdsvis Jyllands-Posten og MetroXpress) har ligeledes begge omtalt aftenen på både net og i tryk (læs Der Standard-artiklen her), og så har det store østrigske musikmagasin TBA – Østrigs svar på GAFFA – lanceret en "Dansk uge" og har lagt 12 historier om dansk musik og aftenens koncert ud på deres net-udgave (læs her).
Derudover har Infoscreen - en informationsplatform med infotavler i alle metrotog og på universiteter – udvalgt arrangementet og reklamerer for Spot On Denmark mange gange dagligt.
Det er anden gang, Spot On Denmark besøger Wien. Sidste år gav When Saints Go Machine, Kiss Kiss Kiss og Ginger Ninja også koncert på B72 med hjælp fra MXD.
Ud over aftenens koncert på B72 spiller alle tre grupper i morgen på Rockhaus i Salzburg som en del af deres østrigske fremstød.