Nyhed

The Cars klar med album

Bandets første album i 24 år udsendes til maj

De første historier om en gendannelse af The Cars dukkede op sidste sommer, og nu er resultatet af genforeningen ved at være klar til udsendelse. Bandets første nye album i 24 år har fået titlen "Move Like This" og kommer på gaden til maj.

The Cars debuterede i 1978 og udsendte fem millionsælgende udgivelser samt deres sidste album "Door To Door", inden de smed håndklædet i ringen i 1988. Bandet nåede aldrig helt til tops på den amerikanske singlehitliste, men sange som "Shake It Up", "You Might Think", "Drive" og "Tonight She Comes" var alle top ti-hits.

Det kommende album er produceret i samarbejde med Jacknife Lee, og første smagsprøve ligger allerede klar i form af en video til sangen "Blue Tip". Videoen kan ses nedenfor, og albummet "Move Like This" kan høres i sin helhed, når det udkommer 9. maj.


ANNONCE