if(navigator.userAgent.match(/MSIE|Internet Explorer/i)||navigator.userAgent.match(/Trident\/7\..*?rv:11/i)){ } else{ } Faust holder mindeaften for Peter Christopherson

Nyhed

Faust holder mindeaften for Peter Christopherson

Den afdøde medlem af Throbbing Gristle, Coil og Psychic TV bliver hyldet på lørdag i København

Som den faste læser af GAFFA.dk nok har bemærket, har rockverdenen desværre været præget af en række dødsfald i den senere tid. Et af dem fandt sted tilbage i november 2010, helt præcist den 25. november. Her døde Peter "Sleazy" Christopherson, keyboardspiller og programmør i de stilskabende grupper Throbbing Gristle, Coil og Psychic TV. Christopherson døde, mens han sov i sit hjem i Bangkok, Thailand, 55 år gammel.

Throbbing Gristle, Psychic TV og Coil har alle tre været inspiratorer for et utal af kunstnere i genrer som industrial, goth, darkwave, electronica med mere. Senere hen har Christopherson blandt andet også medvirket i projektet SoiSong, der gav koncert i København for få år siden. Christopherson var ligeledes på scenen, da Throbbing Gristle spillede på Statens Museum for Kunst i juni 2009.

Peter Christopherson har også arbejdet som fotograf, grafisk designer og musikvideoinstruktør.

Klubben Faust i Skindergade i København vil lørdag den 8. januar hylde Peter Christopherson. DJ Hildesvin (Bragagild), DJ Fisker Thomas (Bragagild), DJ Nicolaj (Sound Station) med flere vil fylde Faust med masser af musik fra hele Christophersons karriere.

Der vil også blive vist live- og musikvideoer med Coil, Throbbing Gristle samt en masse af de navne, som Christopherson har instrueret musikvideoer for.


Der er gratis entré til arrangementet, som finder sted fra 22-05.

ANNONCE