Den norske branchefestival har netop tilføjet fem danske navne til deres program
Folkene bag årets By:Larm Festival har netop offentliggjort de sidste 43 navne til programmet, og her iblandt finder man fem danske navne, der sammen med fem allerede offentliggjort navne skal repræsentere Danmark i Oslo til februar.
På programmet fandt man inden i dag allerede Black City, Kenton Slash Demon, Agnes Obel, Murder samt grønlandske Nive Nielsen & The Deer Children, som altså nu får følgeskab af yderligere fem navne. Det drejer sig om Fallulah (billedet), Figurines, Sleep Party People, Treefight for Sunlight samt Frisk Frugt, der sammen med Efterklang er blandt de nominerede til første uddeling af Nordic Music Prize, der vil blive overrakt under festivalen.
Disse ti navne skal i løbet af festivalens tre dage spille samtidig med nordiske navne som 120 Days, The Concretes, Junip, Peter Bjorn & John, I Was A King, Fjorden Baby!, The Lionheart Brothers og Ost & Kjex.
By:Larm 2011 afvikles i Oslo i dagene 17.-19. februar.