Nyhed

Friendly Fires endelig klar med toer

Gruppens andet album hedder "Pala" og udsendes til foråret

Den engelske gruppe Friendly Fires har endelig færdiggjort deres andet album, og planen er, at det skal udsendes med titlen "Pala" i løbet af foråret.

Bandet debuterede i 2008 med at album, der modtog fem stjerner af GAFFA samt en Mercury Prize-nominering i hjemlandet. Kort tid efter deres koncert på Roskilde Festival i 2009 udtalte de, at de var godt i gang med at skrive nyt, og at de gerne ville udsende et album i maj 2010.

Men indspilningerne trak åbenbart ud, så albummet ser nu ud til at komme ud omkring et år senere end oprindelig planlagt. Der er ikke sluppet mange detaljer ud om det kommende album, men til BBC udtaler frontmand Ed Macfarlane, at titlen er hentet fra en bog skrevet af manden bag "Fagre Nye Verden", og at pladen handler om at nyde øjeblikket.


"Det lyder mere prætentiøst end det egentlig er. Det er opkaldt efter en ø i en Aldous Huxley-bog, og på øen er der nogle papegøjer som er trænet til at hviske opløftende beskeder til folk på øen".

Gruppen har dog via deres webside for nogle måneder siden afsløret, at de har indspillet sammen med Harlem Gospel Choir, hvilket lød stort. Barry White-stort. Der er dog endnu ingen udgivelsesdato for det kommende album.

ANNONCE